-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SYNG DANSK

★★★★★★

I forestillingen SYNG DANSK fungerer Bellevue Teatret som en slags koncertsal, hvorfra en ødiøs sangkonkurrence transmiteres i radioen. 2000 bidrag er blevet sendt ind i håb om at blive kåret til det næste store danske hit, og vi får lejlighed af at høre de fem.

Vore veloplagte mandlige værter Carsten Bjørnlund og Jesper Lohmann tager sig af de fleste bistået af den teknisk ferme men underligt ucharmerende svensker Aksel Morisse. De bakkes op af en musikalsk trio, som i Sverige ikke må kaldes kvindelig, selvom den består af tre kvinder.

Dramatikeren Line Knutzons sans for finurlige navne og groteske sangtekster fornægter sig heller ikke denne gang, men selvom man ikke har haft samme kropslige erfaringer som hun, vover man alligevel den påstand, at det samlede tekstmateriale er for tyndt. Iscenesætter Nikolaj Cederholm har slet ikke formået at lue ud i sit stof, og har tilsyneladende haft svært ved at skelne de gode ideer fra de dårlige.

Resultatet er blevet en noget langstrakt affære på langt over to timer - og med en indlagt pause, så man kan få solgt lidt i baren. Men forestillingen burde i stedet have varet fem kvarter - med en kraftig beskæring af det materiale, der kæder sangene sammen.

For sangene er generelt skæge med bizarre titler som "Vi har fået altan", "Mussearm" og "Mellemleder". Musikalsk kommer vi også vidt omkring fra punk-arrangementet, der ledsager "Lise Jensens sang" til jodleriet i den alt andet end stuerene "Gokkesang". Og indholdsmæssigt spænder teksterne fra det skamløst sentimentale hyldestkvad "Farmor" til den politisk set ganske raffinerede "Amagermanden" om både klimatrusler og danske kriminelle.

Vi vidste godt, at Jesper Lohmann kunne synge, og hans lune godmodige stil passer perfekt som et billed på den danske selvopfattelse.

Men vi havde glemt, hvor god en stemme Carsten Bjørnlund faktisk råder over, og efter tre intense sæsoner i "Arvingerne" må det være befriende også for ham endelig at kunne øse af den komiske side af talentet, som vi blev opmærksom på i Line Krutzons Reumert-belønnede "Guitaristerne" på Mungo Park. Hans udfald mod alt, hvad der er svensk, som den i voksende grad frustrerede konferencier, afspejler samtidig den manglende generøsitet overfor andre kulturer, der nu også på officielt plan er blevet en del af danskheden.

SYNG DANSK ender som den glade vanvid og det giver faktisk god mening i netop denne forestilling.