-
Forside

logo logo logo

 

 

ANNA KARENINA

★★★★★

Odense Teater sejrer atter engang med Jacob Schjødts stilsikre bearbejdelse og iscenesættelse af ANNA KARENINA baseret på Helen Edmundsons udgave af Lev Tolstojs udødelige roman.

Scenografen Rikke Juellund lader kostumerne anslå den klassiske stemning, mens hendes omkring de medvirkende er mere tidløse. Og Jens Klastrups smukke lysdesign kan på et splitsekund etablere den fornødne intimitet blandt de medvirkende.

Forestillingens eneste problem ligger i, at Rikke Lylloff kun kan noget men ikke nok i titelrollen. Det bliver pinagtigt tydeligt i anden akt, hvor hun simpelthen ikke magter de store dramatiske ture, som hun tildeles. Man må derfor håbe, at teaterchefen på Odense Teater snart er kommet sig over den første forelskelse i denne skuespillerinde, og ikke satser så ensidigt på hende i den kommende sæson, som det desværre er sket i denne. Det skal dog siges til Rikke Lylloffs forsvar, at den overordnede fortolkning af figuren som en forkælet selvoptaget bitch ikke levner megen plads til den drømmende og mere romantiske side af Anna Kareninas væsen.

Odense Teater har heldigvis et fortrindeligt ensemble, der gør, at vi alligevel får en dejlig teateraften. Danmarks p.t. stærkeste ensemblespiller Benjamin Kitter føjer endnu en pragtpræstation til de efterhånden mange i rollen som kærlighedskrøblingen Konstantin. En mand, der i sin misantropi har svært ved at gribe lykken, da den endelig viser sig for ham.

Emil Bodenhoff-Larsen formår på kort tid at gøre rollen som Konstantins dødsmærkede broder nærværende for os, og Claus Riis Østergaard leverer en enkel men overbevisende indsats som Annas handlekraftige ægtemand, der må sande, at alle hans beslutninger ikke gør hans liv på jorden lettere.

Martin Bo Lindsten er både køn og renfærdig i sit spil, men man savner at mærke den erotiske kraft mellem ham og Anna. Anders Gjellerup Koch giver et forfriskende jovialt bud på rollen som Annas bror, mens Natali Vallespir Sand som hustruen Dolly lader os forstå, at deres fælles tilværelse ikke nødvendigvis er en dans på roser. Også Lea Baastrup Rønne, der spiller hendes lillesøster Kitty, må igennem nogle svære kvaler, inden forestillingen efter lidt over tre timer kan rundes af.

Underholdt har vi været hele vejen og det bedste er næsten, at man forlader salen med en ubændig lyst til at læse - eller genlæse - romanen og se eller gense nogle af de mange film- og tv-udgaver af historien:

Greta Garbo-udgaven fra 1935 kan fremhæves for en intelligent tolkning af titelfiguren, men smukkest af alle er nok Vivien Leighs portræt fra 1948. Sophie Marceau-versionen fra 1997 kan kun nydes for sine kostumer og dekorationer, mens Keira Knightley overstråles af Jude Law som hendes mand i Joe Wrights komplekse filmatisering fra 2012 med manuskript af Tom Stoppard. Grundigst er i sagens natur den engelske mini-serie fra 1977 med Nicola Pagett (datteren Elizabeth i "Herskab og tjenestefolk") som en yndig Anna Karenina og ligesom Jacqueline Bisset i TV-filmen fra 1985 i særdeleshed en visuel fornøjelse. En russisk mini-serie fra 2013 er desværre alt for overfladisk og kulørt, så er man trods alt bedre tjent med den bastande udgave fra 1967 med Tatyana Samoylova ("Tranerne flyver forbi") i rollen som Anna Karenina.