THE GREAT WALL – 3D

★★★☆☆☆

Zhang Yimou regnes med rette blandt verdens største instruktører med både guld og sølvbjørne, Oscar-nomineringer samt hele to guldløver fra Venedig Film Festival som dokumentation. Men især siden den systemkritiske film "At leve" vandt juryens store pris i Cannes, har de kinesiske myndigheder strammes grebet om Zhang Yimou, der nu sættes i spidsen for alverdens prestigeprojekter:

En gigantisk operaopsætning af "Turandot" i den forbudte by og en overvældende ødsel åbningsceremoni forud for olympiaden i Beijing er blot et par af de projekter, han har løst med bravour.

Myndigheder ser også hellere, at han instruerer store kommercielle film som "Hero" fremfor lavmælte samfundskritiske mesterværker som "Historien om Qui Ju" og "Ikke Een Mindre", der ellers står hans hjerte nærmere.

Med en titel som THE GREAT WALL er man ikke i tvivl om, at der denne gang er tale om endnu et prestigeprojekt – tilmed også med mange amerikanske dollars til følge, da selveste Matt Damon har påtaget sig den store helterolle.
Zhang Yimous tekniske suverænitet og hans udsøgte farvesans gør sig naturligvis også gældende her, men kunstnerisk er THE GREAT WALL blottet for mulighheder.

Det virker direkte forstemmende at tænke på, at mesterinstruktøren nu synes henvist til denne drabelige legende. Matt Damon poserer mandigt men uinspirerende, og de kinesiske spillere virker lammede af deres få engelsksprogede replikker.

Den storladne scenografi, de fantasifulde kostumer og den berusende underlægningsmusik vælter een bagover, men man kan ikke lade være med at ønske, at Zhang Yimou engang igen får frie hænder til mere personlige film end denne!