-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ERASMUS MONTANUS

★★★★★★

Efter at "Medea" tidligere på sæsonen modtog en del anmelderhug, træder Aarhus Teater nu i karakter som en spydspidserne i det famøse kulturby-år. Christian Lollike anskuer den trygge lille landsbyidyl i Ludvig Holbergs ERASMUS MONTANUS som en verden, hvor intet sker, og hvor man end ikke registerer, at jorden er i bevægelse.
Men så vender den belæste (kan udtales blæste) bondesøn Rasmus hjem - med nyt navn, nyt tøj og et festfyrværkeri af bevægelser.

Anders Jebro har ikke mange ligemænd ud i teatralsk kropslighed, mens replikkerne fra tid til andet har drillet på de københavnske scener. Men denne gang opstår der en smuk symbiose mellem tekstformidlingen og kropsligheden, og ERASMUS MONTANUS bliver også en personlig succes for ham.

Men Lollike stiller sig ikke tilfreds med blot at lave en person-historie. For den landsbyidyl, som er vores, er lavet af pap, og pludselig vrimler det med gigantiske pokémon, mens en gigantisk moské skyder op bag landsbykirken. Og pludselig bliver ERASMUS MONTANUS ikke blot en naragtig vigtig-Per, men et personangreb på selve danskheden. Påstår han måske ikke, at kristendommen har sin rod i mellemøsten???

Lollike har med få undertagelser sat sit hold med stor kløgt: Ole Thestrup er veloplagt grum som potentiel svigerfader til ERASMUS MONTANUS, men Thestrups primitive machomand får også med sin brutalitet mod såvel hustruen som den gifteklare datter understreget, at også i kristne samfund har kvinder i århundreder været undertrykt af brutale mænd.

Anders Baggesen og Lotte Andersen formidler rørende to jævne menneskers primitive verdenssyn som fader og moder til det beværlige unikum, og helt fremragende er Zaki Youssef som ERASMUS MONTANUS' bror. Her mærker man glimt af sund fornuft og samtidig et vis vemod, der kommer af at have accepteret sin situation. Vel vidende at ingen af de lærte herrer fra byen nogensinde kunne drømme om at påtage sig at hjælpe ham.

Det ville ikke være en Lollike-forestillingen, hvis han ikke vovede at gå planken ud til sidst - og det gør han heldigvis på grandiøs vis. Og vi erfarer, hvor grimt det egentlig er, når danskheden bliver tvunget ned i halsen på folk, fremfor at være et tilbud, der er åben for alle.