-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LEGO BATMAN FILMEN

★★★★★★


Den første af de såkaldte Lego-film blev ganske ufortjent en succes i biograferne - også herhjemme, godt hjulpet af en irriterende ørehængende sang. Den afsluttende sang i LEGO BATMAN FILMEN har heldigvis ikke samme effekt, men virker kun banal.

Men ellers er der fremskridt at spore i den nye film med Chris McKay ved roret. Man har taget en af de populæreste figurer fra den første Lego-film, og gjort ham til hovedperson, hvilket også giver mulighed for at inddrage hele det velkendte Batman-univers og give det et humoritisk tvist. Kreativiteten er absolut til stede og navnlig karakterudviklingen giver pote her.

Men også denne gang bliver vi mætte, før filmen er slut, for vi bombes med visuelle gags og mere eller mindre rappe replikker. Der er indlagt flere åndehuller denne gang - som f.eks. når Lego Batman skal tilberede sin livret - men samlet set virker filmen stadig trættende og hektisk.

De danske stemmer skuffer derimod. Lars Theisgaard får ganske vist en udmærket præstation ud af Alexandre Willaume, men hverken tc-værten Andrea Elisabeth Rudolph og eller bloggeren Albert Dyrlund har de tekniske redskaber, der skal til for at løfte rollerne som Batgirl/Barbara og Robin. Sødladne Marie Tourell Søderberg er heller ikke nogen gevinst for filmen, og selv Lars Mikkelsen virker sært manieret som Lego Batmans butler.

LEGO BATMAN skal desværre nok blive et hit, men herfra skal der i al fald lyde en indtrængende bøn til alle forældre om at skåne deres småkravl for denne form for underholding, der kun gør de små endnu mere urolige, og i stedet tage dem ind og se den Oscar-nominerede "Mit liv som Squash". Det er med garanti sundere og mere værdifuldt for dit barn.