-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ROMANTIKER

★★★★★★

Tomme trækasser står tilfældigt forskudt på et sort trægulv. Tynde sorte lagner og en krans af farverige lyspærer dingler fra en vandret metalanordning. Frem i det spartanske scenerum træder tre sortklædte skikkelser med iøjnespringende gule, blå og grønne sokker. Alle har en alvorsfuld mine over sig, mens Martin Halls sagte instrumentalmusik anes.

Stilheden brydes brat af deres stemmer, der begynder at recitere digte. Stykket hedder ROMANTIKER, hvilket må siges at være den tematiske åre i de fremførte digte af poeterne Michael Strunge og Morti Vizki, som begge døde i en ung alder samt Lene Henningsen, der til daglig er leder af spillestedet Poesiens Hus. Forestillingen er iscenesat af Mia Lipschitz med scenografi af Marianne Grønnow.

De tre skuespillere Mia Lerdam, Ulver Skuli Abildgaard og Mette Frank levendegør digtene både mundligt og kropsligt. De to kvindelige skuespillere fremsiger primært digtene med enorm alvorsfuldhed og stor patos, mens Abildgaard fungerer som en tiltrængt ventil, der med kæk humor og dvask kropsholdning letter stemningen, når den bliver for selvhøjtidelig.

Kompositionen i ROMANTIKER er meget fragmenteret og slår på mange stemninger i følelsesregistret. En vis lukkethed og indforståethed kan ikke lade være med at snige sig ind, da kendere af de tre digteres værker vil opleve genkendelsens glæde i mødet med de enkelte digtlinjer, mens novicer vil finde visse passager i digtene krævende i deres uafbrudte fremførelse og abrupte overgange.

ROMANTIKER er mildt sagt en fortættet og følelsesladet forestilling, som formidler et potpourri af poetiske stemningsøjeblikke, der spænder fra begær og fortabthed til eufori og fremmedgørelse. Det er desværre umiddelbart svært at øjne en klar rød tråd, der binder de tre digtere sammen - det skulle dog lige være de tre dagstidspunkter aften, nat og morgen, hvor digtene ofte udspiller sig.

Tidspunkter der som bekendt alle foregår i mørke eller tusmørke, og hvor normaliteten ofte brydes af drifter, intensitet, kådhed og vildskab, hvilket snildt kan sammenkædes med en romantisk livsførelse og livsopfattelse.

Skuespillermæssigt har Mia Lerdam og Mette Frank begge en smuk og klar intonation, mens Ulver Skuli Abildgaard har et større følelsesmæssigt udtryksregister at trække på. Flere linjer i ROMANTIKER som f.eks. ”pot var min ungdoms pat” lyser op blandt guirlander af ord. Modsat kan de mange digte der fletter sig ind og ud imellem hinanden virke en anelse tyngende i al deres ordrigdom og hastighed.

Michael Strunge har skrevet et berømt digt med titlen ”Livets Hastighed”, der handler om eksistensvilkår og identitet. Begge fænomener kan virke som nøgler til bedre at forstå denne krævende og let forrvirrende men konstant fascinerende forestilling.

(Gæsteanmelder: Niels Roe)