-
Forside

logo logo logo

 

 

 

RONJA RØVERDATTER

★★★★★

Heltemus Productions er et nyt ambitiøst produktionsselskab, der vil skabe store forestillinger med både musik, skuespil, sang og dans for mange mennesker. Og som de skriver på deres hjemmeside: "Vores ypperste mål er at have det sjovt og blive dygtigere".

Man må håbe på, at de har moret sig i tilblivelsesprocessen, da behovet for at blive dygtigere forekommer dybt påtrængende. Billetprisen er da også sat relativt lavt (mellem 120 og 270 kroner), men det giver også god mening resultatet taget i betragtning. For hovedparten af de medvirkende på scenen synes at være amatører anført et mopset ucharmerende pigebarn, der rammer falske toner i stort set alle sangene.

På Aalborg Teater viste man sidste år, hvad man rent faktisk kan få ud af Astrid Lindgrens medrivende historie, hvis man har et dygtigt hold bag. Men i det grimme og iskolde teaterrum på Docken er det faktisk kun Mikkel Vadsholt som Mattis, der står distancen.

Selv en erfaren skuespiller som Claus Bue, der for nyligt glimrede i "Mester flytter ind" på Det Lille Teater, overspiler her som Skallper. Men Jan Linnebjerg, der i årevis har forsøgt at flygte fra sin Pyrus-rolle på TV, nu endelig synes at have opnået anonymitet. Mikkel Moltke Hvilsom udviser en vis kropslig kreativitet som Jutis og Helmer Solberg har den rette udstråling til rollen som Birk, selvom replikker stadig halter lidt i de dramatiske scener.

Både kostumer og dekorationer virker en anelse tarvelige, men belysningen hjælper lidt. Martin Svinkløv står for den træge iscenesættelse, og diverse dyr fænger slet ikke hos de stigende grad mere urolige børn.

Heltemus Productions bør sørge for at få mere professionel assistance - både foran og bagved scenen - , hvis de skal gøre sig håb om at løfte et krævende værk som Stephen Sondheims' "Into The Woods" ved københavnerpremieren i Glassalen senere på året.