-
Forside

logo logo logo

 

 

APOKALYPSEN

★★★★★


Helt død er hun ikke endnu denne kvinde, der ligger i en hospitalsseng på Republiques foyerscene Reaktor dækket til af et ligklæde. Langsom rejser hun sig op, mens hun udstøder mærkværdige lyder, for hun har tydeligvis noget hun vil os, inden hun for alvor forlader os.

Hun læser op fra en gigantisk bibel som var den et eventyr, men det er den mildest talt ikke i kvindes univers. Hun er vred på livet, måske mest fordi det er forbi, og det udmønter sig i den sorteste humor man kan mindes at have oplevet på en scene. En humor, der for alvor gør ondt, fordi den er født af smerte. Himlen er bestemt ikke noget at råbe hurra for, og "bare fordi I er mange, kan I jo godt ha' levet forgæves!"

Forestillingen kan ses som vanvittig dommedagsprofetti fremlagt af et dement eller i al fald defust kvindemenneske, der synes at have været i dødsriget og nu aflægger rapport fra den anden side.

Frank Kjørups tekst er en grotesk størrelse med barske sandheder og bizarre fjollerier i uegal blanding, men en litterær cocktail, der får det bedste frem i Bodil Jørgensen. Hun er troldkælling og tryllepige på een og samme gang, et forunderligt væsen med gråden liggende på lur bag hvert et hug, hun uddeler. Aldrig har det komiske og det tragiske i Bodil Jørgensens talent gået så smukt i spænd som her, og præstationen understreger, at hun nu hører blandt vore allerstørste scenekunstnere.

Tre kvarter er alt, hvad dette dommedagsridt varer, men selv mange timer senere sidder Bodil Jørgensens foruroligende præstation i kroppen på een.