DOOM ROOM

★★★☆☆☆

Det vrimler med advarsler allerede længe inden forestillingen overhovedet er gået i gang. Faktisk en hel liste for folk med angst for højder, indtagelse af ukendt flydende væske, nøgne mennesker, døde dyr, berøringer m.m.

Det er derfor ikke uden en vis nervøsitet, at man gæster Chateau Motel (det tidligere Pan) og begiver sig ind i DOOM ROOM, hvis eneste tryghedsfaktor er kodeordet "stop".

Vi lukkes ind – seks mennesker af gangen -, og gør klogt i at lægge frakken i garderoben, da det bliver varmt og da man skal bruge hænderne undervejs.

En statuarisk tilstøvet nøgen kvinde guider os op af en lille vindeltrappe og gør tegn til, at vi skal sætte os i de plastikbeklædte møbler. En nøgen mand i tilsvarende udsmykning assisterer kvinden, som først lægger et dyrehjerte i vores hænder og dernæst byder på et glas, hvis indhold i betænkelig grad minder om hjerteblod.

Herefter føres vi individuelt ind i et rum, hvor vi udstyrres med virtuel reality-briller samt en matchende dragt. Nu føres vi rundt af en ukendt hjælper, indtil vi pludselig lades alene på gulvet, og billederne i brillerne bliver en slags virkelighed.
Kvaliteten er lidt sløret, men man rives alligevel med af illusionerne. Pludselig befinder man sig i en skov foran et dødt dyr, og man ser hænder, der skal forestille ens egne skære i dyrehjertet. Man ryger åbenbart også lige en smøg, inden geværet lades, så man er klar til at nedlægge endnu et bytte.

Herfra transporteres man bl.a. til et let dekandent univers, hvor en ældre fyr synger en sang fra musicalen "The Sound of Music", mens en gruppe drengebørn i skoleuniform ser på med triste miner. Senere befinder man sig til en art ceremoni (flankeret af to høje flotte mørke mænd – i kæder!), hvor en slank og en fed mand er tæt på at kysse hinanden.

Via Virtual Reality-brillerne kommer vi både under vand og godt op i luften, hvilket for alvor bliver en udfordring, da vi bliver guidet til at bevæge os. Og så pludselig er det forbi, og vi står i en bar, hvor en kær bartender sørger for, at man får en tiltrængt vodka cocktail (forestillingen er ikke for ingenting sponsoret af et vodka-firma).

Var det slemt? Njøøø… mere odiøst egentlig. Grænseløsheden og friheden blev mere antydet end udlevet – i reality-delen i al fald. Teater? Højst 10-20 procent af de 40 minutter, forestillingen var angivet til at vare. Men som event betragtet et ganske spøjst projekt af Mads Damsbo og Jesper Dalgaard – bare man ikke forventer mere.