-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DRÆBERNE FRA NIBE

★★★★★★


Traileren er sjov, men desværre lever det endelige resultat ikke op til forventningerne. Det klæder ellers Ole Bornedal at give sig i kast med noget mindre pompøst end den skrækkelige film- og tv-serie "1864", og selvom manden tydeligvis ingen selvironi ejer, så udviser han denne gang en vis sans for groteske replikker. Men det gør ham stadig ikke til nogen god manuskriptforfatter og en potentiel sjov ide kvæles af anstrengte påfund og flad karaktertegning.

Skuespillerne kæmper ellers bravt, selvom Nicolas Bro og Ulrich Thomsen unægteligt lader dialekterne komme på afveje. Bedre går det med pigerne, som Mia Lyhne og Lene Maria Christensen giver både saft og kraft. Men ingen af disse mennesker fremstår som dræbere, og derfor forekommer titlen også misvisende, da de understimulerede mænd og deres overstimulerede hustruer allierer sig med udenlandske lejemodere til deres - og vores - fortrydelse.

Herefter går historien nemlig i tomgang og situationerne blive stadig mere flove. Et forsøg på at parre den lokale spastikker med en svensk bøssedanser virker direkte pinagtigt - på den dumme måde. Dårlig smag er jo ikke altid morsom.

Men Elsebeth Steentoft liver gevaldigt op som en underfundig gamling, der måske har gennemskuet sine to velvoksne håndværkere - eller måske bare trænger til noget på den dumme?

Noget på den dumme får vi som publikum kun i overført forstand i Nibe, men stimulerende for lattermusklerne bliver det kun sjældent.