-
Forside

logo logo logo

 

 

JACKIE

★★★★★


Pablo Larraín hører til de instruktører, der tilsyneladende bare bliver bedre for hver film, de indspiller. Selvom den gode Pablo reducerer Caspar Phillipson til noget nær statist-status i rollen som præsident Kennedy og selvom han vil have os til at tro, at en dansk kronprins deltager i John F. Kennedys begravelse.

For JACKIE fremstår som et overraskende dybdeborende psykologisk portræt af Amerikas til dato mest glamourøse førstedame, Jackie Kennedy. Handlingen udspiller sig i ugerne efter mordet på hendes mand, hvor hun prøver at holde sammen på familien, arrangere begravelse og håndtere det enorme pres udefra. Alt imens sorgen og usikkerheden om fremtiden flår i hende.

Noah Oppenheim har vævet et raffineret manuskript, hvor fortid og nutid på umærkelig vis spiller sammen til tonerne af musical-klassikeren " Camelot". Fra tid til anden vrides Mica Levis' flotte orgelmusik, så harmonier bliver til disharmonier med betydelig dramatisk effekt.

Natalie Portman yder en virkelig imponerende indsats som den flænsede First Lady, der desperat forsøger at bibeholde facaden, mens hendes verden bryder sammen. En kompleks sammensat skildring af en kvinde, der ikke nødvendigvis var intelligent på alle områder, men som heller ikke var så dum, som mange havde fordel af at gøre hende til.

Smukkest forekommer scenerne mellem hende og den livskloge præst, som gamle John Hurt spiller så aldeles indtagende. Peter Sarsgaard dækker rollen som Robert Kennedy udmærket, en splttet mand fanget mellem Kennedy-familiens traditioner og den unge enkes ønsker. Greta Gerwig tegner ligeledes med få midler et portræt af præsidentfruens trofaste hjælper.

Produktionsmæssigt rejser filmen ikke overraskende på første klasse, men Pablo Larrain fortaber sig aldrig i "production value", men bruger det kun til at fortælle en historie. Og historien om JACKIE er nemlig også en beretning om en kvinde, der elskede at omgive sig med smukke ting, og som til det sidste insisterede på en verden i skønhed.