JEG, DANIEL BLAKE

★★★★★☆

Ken Loach modtog for anden gang guldpalmen i Cannes for den harmdirrende JEG, DANIEL BLAKE. En film, der rent filmkunstnerisk næppe kan siges at erobre nyt land, men som alligevel må regnes som en af årets vigtigste film. Ja, faktisk er det spørgsmålet, om en af filmårets sidste premierefilm i de danske biografer ikke også må anses for den mest relevante overhovedet.

For gennem den lavmælte historie om den helbredssvækkede enkemand Daniel Blake, der finder nyt indhold i tilværelsen ved at hjælpe en enlig mor, får Ken Loach formuleret nogle helt almen menneskelig krav om selvrespekt og anstændig behandling af vore medmennesker.

Ken Loach har tidligere lavet vrede film, hvor sociale kampe ses i historisk perspektiv. Denne gang forekommer tilgangen mere lavmælt rent emotionelt, og vi forlader biografen uden egentlig vrede, men med en dybtfølt indignasion over magtens arrogance.

Loach er for klog til at gøre alle de offentlige ansatte til skurke, men udstiller i stedet systemets arrogance. Et offenligt system, der helt grundlæggende tvivler på borgerne. Og som man nu ved er decideret designet til at få så mange som muligt til at falde ud af systemet – frem for at inkludere dem, der rent faktisk har behov for hjælp.

JEG, DANIEL BLAKE og dermed Ken Loach er således en værdig modtager af den mest eftertragtede alle festival-priser. Filmen burde øjeblikkelig blive pligtstof for enhver politiker og enhver med ansvar for bevillinger af offentlige ydelser.