-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LONELY HOUSE

★★★★★


Det skønne Hofteater, der p.t. huser en spændende udstilling om den mageløse scenograf Lars Juhl, danner også en nydelige ramme om en ganske beskeden musikforestilling, der lokker med et flot udvalg af sange fra det amerikansk musikteater. Produktionen fremstår temmelig skrabet, og forestilligens eneste dekoration - udover en pianist - viser sig at være et klassisk barskab. I denne noget defuse bar mødes tre ensomme eksistenser for at slukke tørsten og for at få luft for de skuffelser som livet og kærligheden kan medføre.

De tre medvirkende har som udgangspunkt gode stemmer, men repertoiret virker dog rigeligt ambitiøst i forhold til deres kunnen. En sang som "Summertime" fra "Porgy og Bess" kræver ikke bare et stort register, men også både umiddelbarhed og sanselighed. Der fik den ikke - og LONELY HOUSE bød simpelthen på for mange indslag, der kun kom i nærheden af at lykkes. Rikke Sandberg gjorde ellers hvad hun kunne ved tangenterne, og man nød i det mindste genhøret med melodierne.

Værst var dog, at instruktørerne Mette Borg og Mette Weisser havde givet de medvirkende replikker mellem sangene og det fungerede slet ikke. Fordi man har en god stemme og i passager kan formidle en tekst i sang, er man ikke nødvendigvis en god skuespiller. Alt for ofte fik vi udvendige melodramatiske attituder, hvor bare lidt skuespilkunst ville have gjort underværker.

Man gør derfor klogt i helt at fjerne de indlagte replikker, og blot lade de tre medvirkende synge deres sange fra hver deres sted i baren. Og med hele to instruktører burde det også være muligt at få formidlet til den syngende trio, at mindre anstrengte fortolkninger kun vil være til alles fordel.