ALICE I EVENTYRLAND

★★★★★★

Intet mindre end fem iscenesættere har været ind over Den Kongelige Teaters opsætning af balletten ALICE I EVENTYRLAND. Nicholas Wrights glimrende libretto efter Lewis Carrolls roman er ellers klar i spyttet, men til gengæld vrimler det med finurlige detajler i Bob Crowleys sprudlende opfindsomme scenografi og kostumer, så der har givet været en del at holde styr på. Under alle omstændigheder sejres der suverænt på Gamle Scene, og ensemblet bobler af energi aftenen igennem.

Ida Praetorius er naturligvis en yndig Alice og Andreas Kaas ejer en scenisk ynde, der gør ham til vor allesammens hjerter knægt.

Kizzy Matiakis udviser vidunderligt komisk overskud kombineret med teknisk præcision som den blodtørstige dronning og Sebastian Haynes imponerer atter med sin kropslige smidighed som den karismatiske Rajah. Læg dertil Marcin Kapiñskis festlige hvide kanin, Charles Andersens tossede hattemager, Jón Axel Franssons vårhare og Tobias Praetorius’ syvsovermus og vi har et balletensemble i noget nær stærkeste opstilling.

Dirigenten David Briskin bidrager til, at Det Kongelige kapel yder Joby Talbots meddigtende musik fuld retfærdighed, men det er Crowleys fabelagtige scenebilleder, som man givet vil huske længst. Spillekort og labyrint, flyvetur og kæmpekage, elegante flamingoer og de kæreste små pindsvin: ALICE I EVENTYRLAND har alt, hvad der skal til – og meget mere.