-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ENNIO MORRICONE

i Forum

★★★★★


Forum i København kan hverken kaldes for et hyggeligt eller et smukt sted, men der er plads til mange mennesker både på og foran scenen. Den italienske filmkomponist Ennio Morricone blev da også ledsaget af både kor og orkester af betydelig størrelse, så det store publikum også i den henseende fik fuld valuta for pengene.

Lidt teknisk knas med lyden og en solosangerinde, der lagde ud med at synge falsk gjorde førstedelen mere skrøbelig end godt var, men rent musikalsk levede Morricones værker op til forventningerne.

Først fik vi en hyldest til instruktøren Giuseppe Tornatore, og ikke med værker som "Stjernemageren" og "Malena", men de mere sjældne "Legenden om pianisten på havet" og "Baaria". Sidstnævne fik trods en Golden Globe-nominering som årets bedste udenlandske film besynderlig nok aldrig dansk biografpremiere, og det ærgrer man sig over, når man lytter til musikken. "Mine aftener i Paradis" kom heldigvis også i et senere medley, og så er det altså svært for en sand filmelsker at holde tårerne tilbage.

Et medley over temaerne til spaghetti-westerns som "Den gode, den onde og den grusomme" samt "Vestens hårde halse" ("Once Upon a Time in the West") gjorde lykke blandt publikum og igen bed man mærke i den originale instrumentering, der fik Morricones toner til at fremstå så særegne blandt 60ernes filmkompositioner.

Fra 70erne havde man forventet at høre værker fra hans samarbejder med Bernardo Bertolucci ("1900"), men fik i stedet et par eksempler på hans underlægningsmusik for den urimeligt oversete instruktør Mauro Bolognini. Han huskes i dag mest for poetiske stemningsmættede film som "Il bell'Antonio" (efter manus af Pier Paolo Pasolini), "Sorte strømper" (La Viaccia) and "Senilità" - alle med Claudia Cardinale i den kvindelige hovedrollen, men vi fik i stedet et par melodier fra mere perifere værker.

Efter pausen overraskede Ennio Morricone med hele tre flotte numre fra den Golden Globe--nominerede men herhjemme noget undervurderede storfilm, "Det røde telt" af Oscar-belønnede Mikhail "Krig og fred" Kalatozov. Ud over Morricones muse Claudia Cardinale omfattede rollelisten navne som Sean Connery (i rollen som polarforskeren Roald Amundsen!), Peter Finch, Massimo Girotti, Mario Adorf og Nikita Mikhalkov. Begge de storskærme, der flankerede scenen, var dog helliget Morricone og orkestereret samt til dels koret, og vi fik ikke et eneste filmklip undervejs til at hjælpe hukommelsen lidt på gled.

Mere overflødig forekom musikken fra den ødsle Gerard Depardieu-film "Vatel", og selvom setlisten lovede mere musik fra "Vestens hårde halse" ("Once Upon a Time In the West"), så viste det sig heldigvis at være fra den beslægtede "Der var engang i Amerika".

Koncertens utvetydige højdepunkt blev dog musikken fra Roland Joffes guldpalme-vinder "The Mission" med Jeremy Irons og Robert de Niro. Her oplevede vi for alvor formattet og spændeviden i Ennio Morricones skaberevner og her forenedes macho-stilen fra Leone-filmene med den mere sensitive stil fra Tornatore-filmene. Samtidig fik såvel kor som orkester virkelig lov til at vise, hvad de kunne. De stående ovationer, der fulgte var ikke kun en hyldest til en gammel mand som tak for en uforlignelig karriere, men også kontant afregning for en imponerende indsats - selv som siddende dirigent. Grazie, maestro.