-
Forside

logo logo logo

 

 

 

NØDDEKNÆKKEREN

★★★★★


For tredje år i træk byder Tivolis koncertsal på den elskede børneballet NØDDEKNÆKKEREN - og den er kun blevet bedre. Det skyldes ikke mindst, at Tjajkovskijs udødelige musik nu bliver spillet live af det veloplagte Tivoli Copenhagen Phil.

Kongefamilien var da heldigvis også mødt talstærkt op og kunne med rette være stolt over Dronning Margrethes scenografi og kostumer.

I første akt udviser hun især sikker periodefornemmelse og klassisk stilsans. Efter pausen overrumples vi af hendes skamløse farveglæde i dristige kombinationer. Tydeligvis skabt af en sand verdensborger, der har haft øjnene med sig på sine rejser.

Brugen af Tivoli i forestillingen er ikke blot "product placement", men en integreret del af historien, der giver mening i dette drømme-univers, hvor alting synes en leg. Peter Bo Bendixen og co. har strammet grebet rent fortællemæssigt og eksempelvis H.C. Andersens portrættet rummer endnu flere vittige facetter.

Forestillingens Clara bør nok ikke blive meget ældre, hvis hun stadig skal kunne illudere lille pige, men bedårende ser hun ud, og danse kan hun også. Lykkeligt er det ligeledes at se Pantomimens Harlekin og Columbine alias Robert Thomsen og Jennifer Wagstaffe i denne sammenhæng, for hvor de dog klæder hinanden.

NØDDEKNÆKKEREN skal også være velkommen i koncertsalen næste år - men kun hvis man fastholder, at den opføres med levende musik.