-
Forside

logo logo logo

 

 

 

INDIGNATION

★★★★

James Schamus er mest kendt som direktør for selskabet Focus Features, der producerede skelsættende independent film som "Brokeback Mountain", "The Kids Are All Right" og "The Pianist". At han også selv kan både skrive og instruere fremgår tydeligt af debutfilmen INDIGNATION baseret på Philip "Goodbye, Columbus" Roths forlæg.

I Schamus' hænder bliver det en nænsom beskrivelse af de svære ungdomsår for en ung mand, der forsøger at gøre sig fri af de jødiske forældres omklamrende kærlighed ved at give sig hen til sine universitetsstudier i Ohio forud for Korea-krigen. Han møder også en fremmelig blond pige med en problematiske fortid, og får sine første seksuelle erfaringer, alt imens at forældrene har deres kampe på hjemmefronten.

Den særdeles talentfulde Logan Leman gennemspiller denne udviklingshistorie med en sensitivitet og en intelligens, der gør præstationen til hans hidtil fineste. Sarah Gadon gør også en god figur som den ustabile forførerske Olivia, og Tracy Letts har den rette autoritet samt en god portion lune som den skråsikre dekan.

Portrættet af 50ernes USA virker ganske overbevisende og netop den sikre miljøbeskrivelse, hvad enten vi er i faderens slagterforretning eller til messe i universitetets kirke udvider oplevelsen.

INDIGNATION fremstår som en personlig dannelsesrejse, der minder os om, hvor vigtigt det er at leve frit i dette korte liv.