UNDERCOVER

★★★☆☆☆

Den amerikanske film "Spy" med den festlige velvoksne komedienne Melissa Mccarthy i front synes at være forbilledet for Nikolaj Peyks action-komedie UNDERCOVER. Hvem andre end vor allesammens Linda P. kan udfylde den uniform og sammen med Roland Møller udgør hun et spøjst par. Som åbenbart obligatorisk nordmand er Anders Baasmo Christiansen en ringe erstatning for Jacob Oftebro, men

Paprika Steen har ingen problemer med at illudere sexfikseret chef og Casper Crump ("Legends of Tomorrow") gør god fyldest som nuttet politimand med skumle hensigter. Også i mindre roller spilles der veloplagt af Hadi Ka-Koush som hemmelighedsfuld shawarma-kok, Camilla Bendix som luder, Anne Vester Høyer som stripper og Behruz Banissi som blid gangsterassistent.

Men det ville ærlig talt klæde den begavede manuskriptforfatter Casper Christensen, hvis han næste gang brugte sin indlysende sans for komik til at komme ud over de karaktermæssige stereotyper. Det kan altså godt lade sig gøre at more et stort publikum uden at der skal optræde mørklødede skurke og kvindelige sexarbejdere i filmene!

Når det er sagt, skal UNDERCOVER nok formå at få smilet frem flere steder, hvis man ellers er fan af folkelige danske spillefilm. Mindre børn bør dog ikke udsættes for UNDERCOVER, der kan bryste sig af dansk filmhistories mest frastødende julemand.