-
Forside

logo logo logo

 

 

 

REN

★★★★★★


Efter bare et par forestillinger med ny ledelse står det klart, at på Husets Teater sætter man nu passionen over fornuften. Det er her, man møder risikabelt teater og det er her, at man tør gå linen ud. Det kan sagtens gå helt galt, men man er tro mod de stærkeste følelser. Det kommer der ikke nødvendigvis helstøbte forestillinger ud af - men i det mindste nærgående.

Teaters direktør Jens Albinus har atter engang kastet sig over en af urklassiskerne, nemlig Euripides' "Medea" ud fra Inger Christensens bearbejdelse.

Rollehæfterne er med på scenen, hvor der ud over tre stole kun er en håndvask og en spand. Rollehæfterne minder os hele tiden om, at det vi ser er teater, og samtidig bliver det lettere at reducere antallet af skuespillere til tre ligesom ikke alle replikker behøver at sidde lige fast.

Nogen egentlig reading kan man dog ikke kalde REN, dertil spilles der simpelthen for voldsomt. Man forstår sandelig godt karakterernes behov for at skrige, men flere stille passager havde nok givet en mere harmonisk helhed. Det har dog næppe været sigtet i Jens Albinus' lavbudgets version af denne store græske tragedie.

Han har hyret sin medspiller fra TV-serien "Ørnen", den i dag relativt ukendte Marina Bouras, til at spille hovedrollen, og det viser sig faktisk at være en god ide. Hun har for nyligt i en lille filmrolle i den ellers noget ujævne danske film "Anti" vist, at talentet er intakt. Men her tager hun fusen på enhver med en gennemført lidenskabelig præstation, der både ryster og imponerer. Medea kan muligvis spilles med endnu flere farver, men ikke med større dybde.

Claes Bang har før overrasket os positivt f.eks. i den krævende monolog "Ondskab". Det sker bare ikke denne gang. En del af råberiet virker udvendigt og i de afsluttende scener mangler vi simpelthen den altoverskyggende smerte, der overbeviser os om, at Medea har fået sin grusomme hævn over Jason. Bedst fungerer hans mikrofonforstærkede dialog med Bouras' Medea, her bliver det klassiske skuespil til nærværende nutidigt skilsmissedrama.

Smukkest talende er dog Merete Voldstedlund, der tager sig af alt det øvrige - herunder stoleflytning. Med vægt og særpræget ynde agerer hun fortæller, kor og måske frem for alt vidne til de forbrydelser, vi mennesker begår som ofre i kærlighedskampen.

Jens Albinus forsøger at udvide Medeas historie til også at være en historie om en indvandrerkvinde, der ofrer så meget for at blive en del af et nyt land - kun for at blive forstødt. Det gør ikke forestillingen mindre aktuel.