Forside

logo logo logo

 

 

EUROPÆERNE

★★★★★

Refshaleøen har ikke for ingenting fået det lidet flatterende tilnavn "Lorte-øen". Og det har faktisk intet med Melodi Grand Prix'et at gøre! Men man må ellers sige, at man efterhånden har set flere mislykkede teaterprojekter her end noget andet sted i hovedstadsområdet.

EUROPÆERNE ("Struggles to Love") er endnu et ambitiøst men næsten håbløst udført projekt, hvor man gentagne gange sidder på små rygløse træbænke og tænker på, hvornår dette vanvid får en ende. Forestillingen er sat til at begyndte kl. 18.30 og med en meget løst anslået spilletid mellem tre og fire timer (!) er det ikke urimeligt at antage, at forestillingen slutter ca. kl. 22. Men klokken 23.10 var man endnu ikke klar til at returnere opsamlingsbussen, hvilket man måske kunne tilgive, hvis det havde været et spørgsmål om tekniske problemer, men ikke når der er tale om sløseri. En del af publikum inkl. et par anmeldere var forduftet, og hvad ville man egentlig været gået glip af?

Howard Barkers vanskelige tekster kræver nemlig et stærkt hold skuespillere for at få liv, men her måtte vi nøjes med et ualmindeligt ujævnt hold, hvoraf flere både lød og agerede amatøragtige - ikke mindst mændene.

Charlotte Muncks general talte derimod med autoritet i stemme og krop om, at man ikke blot kunne hævne en forbrydelse ved at slå den skyldige ihjel. Det skulle også gå ud over uskyldige. Det var noget, vi kunne relatere til denne aften.

Susanne Storm udviste et vis format som den flotte kejerinde og fik også tilført sin rolle et strejf af velgørende humor. Endelig havde Tilde Knudsen nogle rørende udtryk som den torturerede gravide Katrin, og det var i grunden, hvad der var at glæde sig over denne aften.

For ellers må EUROPÆERNE betegnes som en storladen katastrofe i Peter Kirks sjaskede iscenesættelse, hvor man temmelig søgt og helt forgæves sammenkobler muslimske mænds angreb på Wien i 1600-tallet med terrorangrebet i New York anno 2001. Begge gange den 11. september.

Hvorfor det skal være madteater, bliver aldrig rigtig indlysende. Maden kommer i små doser undervejs i pauserne mellem vores vandringer fra rum til rum, og vi får intet at vide om hvad maden består af, men den er eksotisk og uegnet som føde til kræsne mennesker. Noget af maden omdeles i mørke, noget afleveres i en sort gummihandske og noget - en forkullet gulerod? - hænger ned fra loftet. Da det er endelig bliver tid til den sidste nadver, er der kun en slat rødvin tilbage til min borddame, der ellers har betalt 150 kr. ekstra for en vinmenu. Og med en normal billetpris på 500 kr. inklusiv mad bør man nok også sikre sig, at der er kød nok til alle - ligesom flere fade og blot et minimum af service ville forkorte ventetiden betydelig.

EUROPÆERNE er blevet en eklatant fuser af den slags, som man kun bør huske, når teatertilskudene skal fordeles næste gang.