-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CRAZY CHRISTMAS 2016:

SHAKIN' UP SHERWOOD

★★★★★


Vivienne McKee kan være en både charmerende og sjov komedienne, og hendes Crazy Christmas shows i Tivolis Glassal har en årrække været blandt byens populærste juleshows. Men når hendes tekstmateriale ikke for alvor får tag i publikum, så bliver næsten tre timer umådelig lang tid.

Man skal i den grad være villig til at sluge nogle kameler i år, hvor ingen af de musikalske indslag fænger for alvor og hvor selv kostumerne, der plejer at være i top, synes uinspirerede. Man savner simpelthen en ide.

Den store helterolle som Robin Hood er desværre svagt besat og hans medspillerske mangler sødme for at kunne illudere som Lady Marion. Erfarne Crazy Christmas folk som David Bateson og Bennet Thorpe virker mere på hjemmebane, men hæmmes af for meget genbrugsmateriale.

McKee har dog fået den sjove ide at lade Bateson spiller Sheriffen af Nottingham som en slet skjult parodi på den nyvalgte amerikanske præsident, mens hun selv tager sig af rollen som hustruen. Ikke alt er lige raffineret politiske satire, men i det mindste tilfører ideen noget liv til forestillingen. Men det gør også, at forestillingen tipper en del, fordi man næsten glemmer hovedkaraktererne, og ikke mindst efter pausen udvikler forestillingen sig fatalt fra komik til fjolleri.

Gudskelov for Andrew Jeffers, der kan få selv den mest fjogede tekst til at give en vis mening. Men han er godt nok kommet på hårdt arbejde i år.

CRAZY CHRISTMAS 2016 vidner desværre om, at Vivienne McKee har brug for at nytænke julecabaretens format til næste år, hvis hun vil undgå, at den udvikler sig fra tradition til anakronisme. Og hun kunne passende starte med at love sig selv og publikum, at CRAZY CHRISTMAS 2017 bliver på under to timer!