THE DROWSY CHAPERONE

★★★★☆☆

Musicalen THE DROWSY CHAPERONE spillede for et par år siden med succes på Fredericia Teater under den danske titel DEN SNALREDE ANSTANDSDAME, men sjællænderne skal da ikke snydes for en dansk produktion af Bob Martin og Don Mckellars sprudlende manuskript. Derfor har den ukuelige semi-professionelle musicalgruppe Gorgerne kastet sig over værket og endnu engang formået at udfordre sig selv. Og takket være en kyndig og stilfuld iscenesættelse af Pierre Westerdahl, lykkedes det faktisk at spille, synge og danse dette krævende værk til sejr.

Handlingen tager sit udgangspunkt i en tilsyneladende ensom mands lejlighed, hvor han trøster sig med at spille en gammel musicalplade. Samtidig fortæller han historien om og i musicalen samt gør publikum til sine fortrolige, når han deler intime oplysninger om datidens medvirkende med os.

Vi er tilbage i de brølende tyvere og snart kommer hele handlingen på overdådig vis til live på scenen og vor fortæller kan næsten ikke dy sig for at springe ind i handlingen. Scenografi og kostumer er på raffineret vis holdt i sort og hvidt, hvilket giver indtrykket af, at vi ganske passende befinder os i en gammel sort-hvid film. Og det sætter en slags dokumentarisk præg på forestillingen.

THE DROWSY CHAPERONE er en karakterdrevet musical, hvilket især stiller høje krav til de medvirkende evner som skuespillere. Her skal man virkelig etablerere en karakter og få den ud over rampen samtidig med, at man skal indarbejde tonen fra 20ernes musical inkl. timing og rytme i sit spil. Det er faktisk oftest her, at de medvirkende knækker halsen selv i 100 procent professionelle opsætninger, men det lykkedes alligevel i forbavsende grad på Galaksen i Værløse, selvom man atter engang kan høre musik fra andre steder i området. Få det nu løst, Værløse!

Thomas Lykke har en forbavsende tyngde som vor fortæller, og bliver mod slutningen faktisk helt rørende i sin ensomhed. Anders R. Gjesing spiller, synger og danser med det helt rigtige glimt i øjet – og tandpastasmilet på plads! – som romantisk helt og bliver festligt sekunderet af Tom Aarup Larsen som den selvudnævnte forfører Aldolpho. Både Janet van der Graff som Julie og Louise Gade som Kitty gør god fyldest som velsyngende blondiner, og kun Rikke Osvang Aarup har ikke tilstrækkelig svung i replikken som den snalrede anstandsdame, men heldigvis en køn stemmeklang.

Men opsætningen af THE DROWSY CHAPERONE er så rigeligt en udflugt til Værløse værd, så grib chancen for at se denne fornøjelige musical nu, for den spiller kun kort tid.