-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DET FEDE?! SINGLELIV

★★★★★★


Folkeoperaen har premiere på noget så sjældent som en nyskrevet dansk mini-operette, der i en kort periode kan opleves på Bremen (det gamle Privatteater), inden den drager videre rundt i landet.
Der står garvede kræfter bag anført af iscenesætter Daniel Bohr, der netop har hittet på Jysk Musikteater i Silkeborg med sin opsætningen af musicalen "An Officer and A Gentleman".

Niels Brunse, der ikke mindst er kendt som en åndrig Shakespeare-oversætter, har i sin tekst til DET FEDE?! SINGLELIV ladet sig inspirere af William Shakespeares perlende morsomme komedie "Stor ståhej for ingenting". Handlingen er mindst ligeså fjollet som i andre operetter, men med små moderne tvist og litteratens udprægede sans for genren. Det gør dog ikke nødvendigvis Niels Brunse til en god dramatiker, og DET FEDE?! SINGLELIV bør derfor nydes som en munter bagatel. De mange tekstmæssige gentagelser i sangene er helt i overensstemmelse med traditionen, men samtidig irriterende og unødvendige set med nutidige øjne ligesom historiens forviklinger i passager nærmer sig det infantile. Brunse har også problemer med at få afsluttet sin intrige og især sidste akt slæber rigeligt. Den tendens finder man dog også både hos Shakespeare og i andre operetter.

Når absurditeterne glider ned, skyldes det også, at Bent Fabricius-Bjerre har komponeret en række nydelige melodier, der passer som hånd i handske til både genren og historien,

Vi befinder os på et lille badehotel, hvor receptionsskranken viser sig at være et klaver - en vittig og aldeles funktionel detalje i Stine Mai Bjerregaards kønne dekoration. Bag klaveret fungerer Jacob Beck upåklageligt - ikke blot som pianist men også i diverse småroller. Yndigt med medlevende blomsterleverandør.

For der skal være bryllup på det lille badehotel, og det forelskede par Helle og Claus beslutter sig for at spille to af gæsterne et pus. Trisse og Benny er nemlig erklærede singler, men ved at bilde dem ind, at de er forelsket i hinanden, håber det kommende brudepar at også Trisse og Benny må opnå samme lykke. Et mobilfoto sætter dog en brat stopper for det forestående bryllup, inden den uundgåelige "happy end", for alle singler vil jo i virkeligheden bare gerne giftes!

Joachim Knop og Tuva Semmingsen drøner ud og ind af dørene som var det en ABC-farce, for de spiller hver både en mande- og en kvinderolle. Det kræver hurtigt omklædninger og komisk overskud. Begge synger fortrinligt, men hvor Joackim Knop også er en uhyre veloplagt komedieskuespiller, der gør både Helle og Benny til charmerende bekendtskaber, kan Tuva Semmingsen ikke sige replikker og mangler her den nødvendige sceniske karisma.

For det er helt afgørende, at publikum lader sig charmere af denne forestilling, og det kan heldigvis godt lade sig gøre med lidt god vilje.