TINI: VIOLETTAS NYE LIV

★★☆☆☆☆

Walt Disneys TV-serie om poppigen Violetta har været en langvarig succes i udlandet på trods af den indlysende ringe kvalitet. Men i disse "Idol"-tider burde det ikke undre, og denne filmopfølger besidder da også en næsten pervers fascination i al sin rædsel. Mest syntetisk når den vil være mest oprigtig og med filmsæsonens værste eftersynkronisering.

Man undrer sig over, hvorfor det er nødvendigt at oversætte en italiensk mammas sætninger for Violetta, når Violetta selv ikke bare synger men også skriver italienske sange. Ufrivilig komisk bliver den flere gange – ikke mindst da en anden lille sangfugl lander på en gren og kigger på Violetta, der øjeblikkelig udbryder: Mor! For den afdøde mor var naturligvis også en yndig lille sangfugl.

Med een enkel bevidst undtagelse ser alle lækre ud, selvom den ene af de gudesmukke fyre fastholder, at han er ufotogen! Men det er ikke det eneste vrøvl, man støder på i dette overfladiske værk.

Med en vis bitterhed konstaterer man, at den store skuespillerinde Angela Molina, der tidligere har arbejdet med både Bunuel og Almodóvar, nu synes henvist til at medvirke i dette ucharmerende produkt.

TINI – VIOLETTA NYE LIV af Juan Pablo Buscarini er på alle måder en forstemmende oplevelse, som man absolut ikke bør have forventninger til.