-
Forside

logo logo logo

 

 

 

GISELLE

★★★★★

Er Nikolaj Hübbe og Silja Schandorffs udgave af GISELLE en forbedring af originalen? Næh, egentlig ikke. Men balletschefen synes fast besluttet på at efterlade sit stempel på alt hvad Den Kongelige Ballet producerer p.t. og økonomisk må det i al fald formodes at være en fornuftig beslutning.

Det er dog ikke nye koreografisk landvindinger, der gør denne GISELLE til noget særligt, men danserne. Ida Praetorius imponerer atter engang - både i kraft af sin poesi og sit dramatiske talent. Andreas Kaas får et veritabelt gennembrud som hertugen Albrecht, som han fremstiller med en ligefrem betagende maskulin ynde. Sebastian Haynes fremstår som en flot og fyrig skovfoged og Mette Bødtcher bevæger diskret som Giselles mor, Bertha.

I det hele taget levede ensemblet på premiereaftenen op til sit internationale ry. Dirigenten Graham Bond sørgede også for, at hvert et instrument kom til sin ret i Det Kongelige Kapel, således at Adolphe Adams' skønne musik atter engang fortryllede.

Scenografisk udviklede forestillingen sig positivt, i takt med at Maja Ziskas tunge sidedekorationer fyldte mindre i det samlede scenebillede. Så alt i alt skal denne GISELLE nok gøre lykke, og de alternerende dansere får en del at leve op til.