-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LA BOHÈME

★★★★

Man kan ikke beskylde de parisiske bohemer for at bo prangende. Loftlejligheden er ganske vist større end de fleste kollegierværelser, men til gengæld nærmest umøbleret og den generelle indretning umådelig trist.

Mens sneen daler udenfor møder Rodolfo her sin Mimi, og i det øjeblik, at kærligheden mellem dem opstår, ophæves rummet rent scenografisk og de nyforelskede står udenfor, hvor man kan ånde frit.

I anden akt hives vi med til bohemenes faste mødested, Café Momus, der i denne opsætning tilsyneladende ligger i et overdådigt stormagasin, hvor det vrimler med handlende fra det bedre borgerskab. En klar kontrast til den fattigdom, vi netop har været vidne til, men samtidig også utroværdigt som fast mødested for fallerede kunstnertyper.

Tredje-akten byder på mere visuelle tristesse, men sidste akt er originalt tænkt. Her er vi atter i hjemmet, men oppe på taget i den friske luft, hvor den syge Mimi kan trække vejret og vi i baggrunden aner silhuetter af Eifeltårnet, Triumfbuen, Sacre Coeur m.v. Her spejder Rodolfo mod drømmenes Paris, og opdager som den sidste, at Mimi er død.

Peter Lodahl har muligvis ikke helt samme kraft i stemmen som tidligere, men dens smukke klang er der stadig. Lodahl tør også som få give sig hen til følelserne, ikke mindst mod slutningen, hvor hans desperation rører os. Gisela Stille er som navnet antyder lidt mere dæmpet i udtrykket, men til gengæld forstår hun virkelig at åbne op og folde stemmen ud, når de store arier kræver det.

Sammen får de sunget forestillingen til succes, selvom de som ofte før synes at være oppe imod et orkester, der tilsyneladende prøver at overdøve sangerne. Det er ikke nødvendigvis dirigentens skyld, men også et udtryk for, at akustikken i Operaen kan drille - afhængig af hvor i salen, man sidder.

Puccinis udødelige toner har man nu også svært ved at skrue ned for - findes der skønnere operamusik i denne verden? Selv en habil LA BOHÈME som iscenesætter Elisabeth Lintons varmer i al fald i en kold tid - som en lille lun muffe omkring forfrosne hænder.