★★★★★☆
Både "The Official Story" (1985) og "Øjnenes hemmelighed" (2009), der begge blev hædret med en Oscar som årets bedste udenlandske film, fremstod som brutale opgør med en grum fortid under militærdiktaturet. Pablo Traperos KLANEN kan meget vel blive den tredje i rækken, for hans episke portræt af de vedvarende grusomheder er blevet en overrumplende medrivende film om en fortid, der stadig nager.
Traperos genistreg består i, at han lader de drabelige hændelser udspille sig hos en tilsyneladende helt almindelig familie, hvor man tilmed beder aftenbøn før måltidet, mens det pågældende offer for kidnapning, vold m.v. ligger og skriger et andet sted i huset.
Guillermo Francella yder en frygtindgydende indsats som den urørelige patriark, der står under "kommandantens" beskyttelse, og derfor skaffer sig lidt ekstra indtægter ved at kidnappe de rigestes slægtninge i kvarteret. Sønnen Alejandro bistår ham modstræbende med oplysninger, afhentning af penge med videre og får til gengæld en fodboldkarriere, penge til en butik etc. Moderen vil intet vide, den lille datter begynder at fatte mistanke og den yngste søn flygter for altid for at undgå at blive en del af KLANEN. Men familiebånd binder, og de som ikke får frigjort sig i tide, står pludselig i fare for at blive trukket med ned, da diktaturet omsider kolapser.
Historien om Familien Puccio er tilmed sand, og afspejler netop det generationsopgør, som omstyrtningen af dikaturet også var. Urørlige dræbere som familiefaderen Puccio følte sig sikre, for i værste fald røg man ind i tre måneder, indtil bestikkelsessummen var faldet på plads, og man atter kom på fri fod.
KLANEN viser os, hvordan ungdomsgenerationerne i fatal grad kom til at betale for forældrenes forbrydelse – og ikke kun i økonomiske forstand. Filmen har da også været en kolosal succes i sit hjemland, og vil fremover være at finde på diverse lister over alletiders bedste argentinske film. Et uomgængeligt filmtilbud, man ikke bør snyde sig selv for.
