-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PERSONER, STEDER OG TING

★★★★★

I går aftes var en særlig aften i Det Kongelige Teaters skuespilhus. For her kunne man opleve en ung skuespillerinde, der længe har rangeret blandt sin generations mest alsidige talenter, tage skridtet fuldt ud og rykke op blandt de største. Der går en lige linie fra Clara Pontoppidan, Bodil Ipsen, Ingeborg Brams og Bodil Kjer til Ghita Nørby, Susse Wold, Kirsten Olesen og Tammi Øst - en slags uudtalt samhøringhed, der kun er kunstnere af et særligt format forundt. Til denne række af sublime kongelige skuespillerinde føjer vi nu Johanne Louise Schmidt efter at have oplevet hende som narkomanen Emma i PERSONER, STEDER OG TING.

Duncan Macmillans rystende skuespil har været et stort hit i London, hvor det bl.a. blev nomineret til en Olivier Award som bedste nye stykke.

Vi møder skuespillerinden Emma, der er så påvirket af stoffer, at hun har problemer med at holde koncentrationen i rollen som Nina under en opførelsen af Tjekhovs "Mågen".

Snart placerer den lydhøre iscenesætter Rune David Grue hende i en ubarmhjertig halvcirkel af ansigter og følgespots - som indlagt på et hjem for stofmisbrugere. Behandlerne ligner alle moderen og Emma nægter at se sine problemer i øjnene, men føler sig hævet over de mennesker, hun møder:

Den sympatiske buttede plejer Oscar, som Esben Dalgaard tegner et smukt afdæmpet portræt af, lægen og terapeuten (begge træfsikkert ramt af Benedikte Hansen) samt alle de øvrige patienter. Jens Jørn Spottag finder en fin balance mellem alvor og morskab i sin skildring af en homoseksuel enkemand med selvmordstilbøjeligheder og Thue Ersted Rasmussen er direkte kær som en ung fyr, der forsøger at råde bod på alle de frygtelige gerninger, han har udsat sine nærmeste for.

Emma bliver også mod slutningen konfronteret med sine forældre - et grusomt møde, der får os til at forstå, hvordan PERSONER, STEDER OG TING kan udløse et tilbagefald. For hvad nu hvis alle disse PERSONER, STEDER OG TING viser sig at være i ens eget hjem?

Vi er med Johanne Louise Schmidt hele vejen og lytter med tilbageholdt åndedræt til hver en stavelse, der kommer ud af hendes mund. Hendes Emma er dybest set godt klar over, hvor skoen trykker, men sandheden kan bare nogen ganske være for stærk til at se i øjnene. Men så er der jo stofferne til at lindre smerten. I al fald på den korte bane.

Johanne Louise Schmidt når helt ind til marven på sin karakter, og man kunne ikke lade være med at glæde sig over, at en del af holdet fra "Ødipus og Antigone" var til stede denne aften, så de kunne erfare, hvor ondt det faktisk kan gøre på en scene, når bare skuespillerne får mulighed for at fordybe sig i teksten. Johanne Louise Schmidt fik direkte tårerne til at trille blandt publikum, og bør nok indstille sig på en række solofremkaldelser i fremtiden.