-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MIN FAR

★★★★


En af de store glæder ved at se meget teater er, når man oplever, at den rigtige skuespiller får den rigtige rolle på det rigtige tidspunkt. En sådan oplevelse venter publikum i MIN FAR, hvor Ole Thestrup langt om længe får lov til at vise talentet fulde format. Vi har moret os over ham i årtier, og med glæde erfaret, at han også kan synge. Med årene er der ikke blot kommet en farlighed i hans spil, men også et format og i afgørende øjeblikke en uventet finhed. Vi så det i "Jeppe på bjerget", hvor han i sin afskedsscene siger farvel til alt og alle med en hudløshed, man næppe nogensinde før har set.

Med rollen som den stadig mere senildemente far udnytter Ole Thestrup al sin sceniske nærvær og skaber et i sidste ende rystende portræt ikke bare en mand, men af en sygdom, som de fleste af os får berøring med på et eller andet tidspunkt i livet. Hans livs rolle? Ja - indtil videre i al fald.

Anette Støvelbæk har næppe heller været bedre end som den forpinte datter. Støvelbæk kan kunsten at gøre grå mus til mennesker, og det er slet ikke nogen dårlig evne at have. Morten Hauch-Fausbøll undgår også behændigt klicheerne i rollen som hendes mand, og ligeledes Karin Bang Heinemeier gør godt fyldest - ikke mindst i den afsluttende scene.

Den franske forfatter Florian Zellers stykke "Le Pére" troede vi, at vi kendte fra filmatiseringen "Min fars store rejse" med veteranen Jean Rochefort, men skuespillet (i Geir Sveaass iscenesættelse og Gregers Dirckinck-Holmfelds oversættelse) viser sig at rumme flere facetter end filmmanuskriptet.

Flere af rollerne skifter skuespillere, hvilket giver os en fysisk fornemmelse af, hvordan faderen oplever verden. For det bliver stadig sværere at genkende de pårørende og holde sammen på fakta.

Sceneovergangene virker mindre vellykkede, morskaben overbetones i enkelte scener og helt fri for sentimentitet kan man ikke sige, at MIN FAR er. Men den føjer sig smukt til forestillinger som "I al stilhed" og "Jeg hedder Bente" som et helt igennem sobert forsøg på at behandle et svært emne i teatersammenhæng. Ingen tvivl om, at den nok skal finde genklang, når Folketeatret nu sender den på turné efterfulgt af en længere spilleperiode på Hippodromen.