DÉJÀ VU

★★★★★☆

Jon Bang Carlsen var i 70erne og 80erne en af Danmarks mest fejrede filmkunstnere, men han udelængsel bragte ham til USA, og filmene blev herefter mere firkantede og lukkede om sig selv.

Men nu åbner han op i en både ærlig og overbevisende selvbiografisk dokumentarfilm med titlen DÉJÀ VU. Filmen giver os en indsigt i en ikke uproblematisk opvækst med forskellige grader af forældresvigt. Vi får forståelse for, hvorfor karrieren fik netop dette forløb med præcise nedslag i filmkarrieren, der fortæller os, hvorfor Jon Bang Carlsen måtte lave lige netop denne film.

De danske film står pudsigt nok stærkest og fylder også mest i erindringerne. Måske en erkendelse af, at kritikken havde ret, men frem for alt et udtryk for, at de danske film måske i sagens natur var og er de mest personlige.

Vi bliver mindet om, at Jon Bang Carlsen er en billedmager af guds nåde med et skarpt blik for dagligdagens ritualer. Allerstærkest står klippene fra den lille kortfilm "Før gæsterne kommer", hvor portrættet af to ældre damer indfanger et hel tidsalder på bare 20 minutter.

Vi fornemmer også hans største svaghed i filmiske sammenhænge, nemlig at ikke alle ord ligger lige godt i munden på de mere eller mindre amatøragtige medvirkende, selvom det givet vis kan være deres egne. Så det er en lise for sjælen, når Bodil Kjers blide røst pludselig læser uddrag fra moderens breve, så tårerne springer frem i øjenkrogene.

Først og sidst genplacerer DÉJÀ VU Jon Bang Carlsen som en uvurdelig beskriver af danskerne liv. Og ikke blot de århusianske skolebørns og deres forældre som en vis hr. Malmros, men også paradokset Jenny fra den jyske vestkyst, en rig mand (med et fattigt liv som udenlandsdansker), og fiskeren fra Hanstholm.