FRK. JENSENS KOGEBOG

★★★★☆☆

På Riddersalen har de fundet opskriften på succes, og begået en skæv og usædvanlig forestilling – baseret på en kogebog! Kan man det? Ja, det kan man faktisk, hvis iscenesætteren hedder Charlotte Munksø og hvis holdet består af fire garvede skuespilllere og to kyndige musikere.

Musselmalet porcelæn har ganske passende sat sit præg på Julian Toldam Juhlins kostumer og scenografi, og tre sæt flittige hænder skræller, skærer, snitter og pisker for vore øjne, mens en bestemt men grundlæggende sød dame – Frk. Jensen formoder vi? – overvåger deres arbejde. Daimi Gentle giver denne frøken Jensen en helt rigtig blanding af strenghed og høflighed, når hun da ikke skal forestille en delikat kæmpereje, en sprød pomme frittes eller lækker chokoladesauce hældt ud over en gigantisk pære. Vi havde gerne hørt mere til hendes dejlige sangstemme, men måltiderne skal jo overholdes.

For først skal blomkålet arrangeres i buketter af de tre lærlinge, peberrodssaucen smages til og piskefløden omdannes til flødeskum. Flødeskummet – denne uimodståelig masse – kan være svært helt at holde sig fra – især hvis man har en banan på sig. Eller en klase med druer. Eller…
I pausen mellem numrene, mens Frk. Jensen fejer gulvet og musikken spiller, serverer de øvrige medvirkende en række smagsprøver for publikum.

FRK. JENSENS KOGEBOG tager os med ind i en anden tid via Tina Gylling Mortensens, Mikkel Arndts og Jens Gotthelfs raffinerede formidling. For FRK. JENSENS KOGEBOG viser sig ikke blot at være opskrifter, men handler i mindst ligeså høj grad om tilgangen til og respekten for madlavning. Deres indbyrdes mimik lærer os om gode og dårlige manerer, for det er ikke altid lige let at leve om til de retningslinier, som frøken Jensen har skitseret for madlavningen – og dermed for livet – i sin vidunderlige autoritative bog.