-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE FAIRY QUEEN

★★★★★★


Henry Purcells THE FAIRY QUEEN er faktisk slet ikke en opera, selvom den kongelige opera har taget den på repertoiret. Iscenesættelse og scenografi har man lagt i hænderne på Aniara Amos, og det er der kommet en tegneserie-agtig teaterkoncert ud af, som skuespilleren Ole Lemmeke kæmper bravt med at give en vis sammenhæng.

Man har sløjfet originalens brug af Shakespeares "En skærsommernats drøm" og så alligevel ikke. For Lemmekes figur hedder stadig Puk, og det er ham, der også her skal sætte fut i handlingen. Problemet er bare, at man udelukkende har givet Lemmeke en masse ord, mens figuren slet ikke i tilstrækkelig grad er integreret i den nye handling. Når han ingen ord har, henvises han til at stå at glo på ensemblet, og det er både synd for ham og for os.

Sangerne har nu også deres at slås med - mest af alt nogle mildest talt groteske men i det mindste fantasifulde kostumer. Der gøres flittigt brug af mænd i dametøj - uden at man af den grund når Monty Pythonske højder med komikken. Her kan man sandelig godt mærke forskel på, hvem der primært er skuespiller og hvem der er sanger.

Så er der trods alt mere at komme efter i orkestergraven, hvor man også godt kan hoppe med på spøgen jvnf en smadret violin og en munter passage med falske toner. Men ellers møder vi lutter vellyd fra den kant, og Concerto Copenhagen lever flot op til deres ry under kyndig ledelse af Lars Ulrik Mortensen.

Rent sangligt forekommer forestillingen at være en mere ujævn affære, men især Maria Keohane som alfefeen yder musikken retfærdighed.

THE FAIRY QUEEN forekommer at være et løjerligt forsøg på at gøre den kongelige opera til "komischer Oper". Man får størst udbytte af forestillingen ved at betragte den som et spøjst intermezzo fremfor en retningslinie for den kongelige operas fremtid.


s