-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PRESENCE

★★★★★★


Et langt sort væsen snor sig på scenen. Det viser sig at bestå af tre larvelignende skabninger, der med stramt kontrollerede bevægelser begynder at interagere med hinanden. Som store insekter, der riskerer at blive ædt af deres mage under paringsritualet nærmer de sig hinanden med ærefrygt men også med et spirrende begær. For selv narcissister har behov for kontakt, og den er denne dialektiske udfordring, som koreografen og danseren Selene Muñoz leger så frækt med i Dansehallerne omgivet af By Lunas raffinerede glasspejle-scenografi. Vi ser os selv i spejlene men også hinanden - afhængig af hvordan vi kigger.

Stephan Jarl, der sammen med Selene Muñoz også står som forestillingens komponist, skaber en formidabel musikalsk kulisse med sine rigt varierede slagstøjsinstrumenter, og i et forrygende nummer med Selene Muñoz og hendes fyrrige danser Jonas Örkner er det menneskekroppene, der fungerer som instrument.

Først mod slutningen nærmer vi os en mere klassisk form for flamenco efter at den lille talentfulde Teele Ude har smidt sine hove. Som hos Puk i Shakespeares "En skærsommernatsdrøm" forvandles dyr til menneske - hvis man får hjælp til at skifte sin ham.

PRESENCE er en enestående time i dansens vold - intens og betagende smuk, en lille sublim oplevelse, man ikke ville have været foruden.