-
Forside

logo logo logo

 

 

 

UGLY DOUGLAS

★★★★★

H.C. Andersen har i bogstaveligste forstand fået sig en "uppercut" i Dansekapellets seneste forestilling om UGLY DOUGLAS. For eventyret om den grimme ælling er i Uppercut Danseteaters udgave blevet til en historie om fire drenge med vidt forskellig baggrund, der alle kæmper med at finde deres plads i tilværelsen.

Allerede inden vi er trådt ind i teatersalen fornemmer vi det klædelige budskab om at alle størrelser og arter har en værdi, for den smalle vindueskarm er til lejligheden udsmykket med de kæreste små sorte plastikænder. Og da dørene går op venter der også ungerne en stor overraskelse.

Forestillingen egner sig dog bedste til børn på skoleniveau, og koreografen Mark Philips force er ikke som formidler af en konkret historie. Derimod viser han imponerende evner for at udvikle diverse bevægelsesmønstre hos hver enkel danser, og til at skabe dynamisk værk på omgangshøjde med sin tid.

Til sin rådighed har han da også fire aldeles betagende dansere, som hver på deres måde gør forestillingen til konstant fascinerende oplevelse. Fatih Berber tilfører hiphop-dansen en nærmest majestætisk kvailitet, mens Raphaël Ferdinand Eder-Kastling har en moden finhed i udtrykkene, der klæder forestillingen. Lukas Larsen udviser et stort komisk overskud i sin optræden og Luc Boris André bekræfter, at han er et stort talent i rivende udvikling.

Hvordan kan man andet end elske disse maskuline svaner, der med kreativ energi og smittende humør får os til at se ud i fremtiden med håb i sindet.