-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MIKE AND DAVE NEEDS WEDDING DATES

★★★★★

At den småhotte Zac Efron skulle have svært ved at finde en date, forekommer allerede på konceptplan som en åndsvag ide. For selvom Adam Devine har en betydelig mere bøvet fremtoning, så nægter man helt grundlæggende at tro, at disse to fyre ikke kan finde to helt almindelige pæne piger til at tage med til et familiebryllup på Hawaii.

Men måske giver det god mening, når de søger dates via en mere eller mindre pornografisk hjemmeside, og de må da også nøjes med Anna Kendrick og Aubrey Plaza. De spiller to spøjse tøser af den noget tarvelige slags, der beslutter sig for at illudere som pæne piger for derved at opnå et par gratis rejser til Hawaii.

Jake Szymanski debuterer som filminstruktør med konsekvent gennemført dårlig smag, men han kan nu heller ikke stille meget op med et manuskript, der indeholder mere "product placement" - dvs. betalte og slet skjulte reklameindslag - end sjove replikker.

Anna Kendrick havde engang en vis skæv form for humor og opnåede faktisk en Oscar-nominering for George Clooney-filmen "Up in the Air", men nu går hun efterhånden lige i nervesystemet med sin mekaniske kækhed. Så er man egentlig bedre tjent med bare at kigge på nydelig Zac Efron, der synes i gang med at smadre en lovende karriere med tåbelige filmprojekter. Et par platte jokes med velgennemførte accenter gør ham trods alt ikke til nogen Meryl Streep.

Eneste acceptable argument for at medvirke må have været, at optagelserne skulle foregå på Hawaii. Filmens eneste rørende øjeblik indtræffer skam også, da en lokal sanger synger nogle strofer fra Elvis-hittet "Love Me Tender". En klædelig hyldest til den mand, der mere end nogen gjorde Hawaii til et turistmål for en hel verden med filmen og sangen "Blue Hawaii". Den effekt skal man dog ikke forvente denne gang.