-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DIRCH

★★★★★★


Dirch Passers sidste optræden var i glassalen, hvor han drættede om i sit Kim Larsen-kostume. Set i det lys kan man diskutere, om det er smukt eller et udtryk for dårlig smag at sætte en musical op om DIRCH netop dette sted, mens der stadig er folk, der kan huske hændelsen.

Men når Peter Langdal står ved roret, plejer kvaliteten at være i top, og selvom det denne gang kun bliver en halv sejr, så kan det vel også anses som en slags sejr?

Det er dog mest den glatte overflade og det pænt underholdende show, han får point for denne gang, mens han ikke formår at skjule manglerne i såvel tekst og skuespillerpræstationerne.

Langdal lægger sig tæt op af Dirch-filmen, måske for tæt, dens mangler taget i betragtning. Atter fokuseres der (for) meget på Kjeld og Dirch-relationen, men det forhold har filmen allerede malket rigeligt, så måske man havde gjort klogere i at anlægge en hel anden vinkel på Dirch.

For selvom Andreas Bo slider gevaldigt i det, så kan han trods alt ikke måle sig med karakterskuespillerne Nikolaj Lie Kaas' prisbelønnede indsats, og hvor sjov han end kan være, bliver han aldrig nogen Dirch Passer. På tilsvarende måde kæmper Troels Lyby en umulig kamp som Kjeld Petersen, og ejer slet ikke den desperate absurde humor og dæmoni, der kendetegnede hans komik.

Peter Langdal bokser dem rundt i manegen, og mellem deres sketches får vi en række mere eller mindre relevante men dog ganske flotte sangenumre samt glimt fra privatlivet. Langdal virker desværre ubeslutsom med hensyn til, om historien skal fortælles kronologisk eller som collage. Resultatet er og bliver en rodebutik.

Det føles som om, at der ikke har været tid ok til at tage sig nok af birolleskuespillerne. Sitter (Sigrid Horne-Rasmussen) har man heldigvis udstyret med flere slagsfærdigheder i teatermanuskriptet, men Kaya Brüel får os bare aldrig til at tro på, at hun er Sitter. Robert Hansen fjoller rundt med fjoget grin, hvad enten han skal agere Ove Sprogøe eller Preben Kaas, mens Sys Bjerre slet ikke har gennemslagskraft nok som Daimi. Heller ikke Carsten Bang overbeviser os om, at han er skuespiller, men i det mindste ligner han Stig Lommer - modsat Lars Brygmann i filmversionen.

Både Judy Gringer og Klaus Pagh har bidraget så meget til dansk morskabsteater, at de fortjener bedre end blot at blive fremstillet som henholdsvis dum gås og liderlig teaterchef.
Ligesom Dirch Passer og hans publikum havde fortjent en bedre forestilling.


s