DRAGSHOLMREVYEN 2016

★★★★☆☆

Bente Eskesen kan godt tillade sig at være stolt, for i år kan hendes Dragsholmrevy fejre et flot 10 års jubilæum. Årets udgave hører tilmed blandt de bedste. Stemningen på restaurant Strandlyst var da også varm denne sommeraften og humøret højt ovenpå den lækre tre-retters menu.

Det obligatoriske sponsor-nummer er denne gang et direkte højdepunkt i forestillingen med Bente Eskesen som Bitten, en tv-debuterende tragisk skæbne og Susanne Breuning som energisk manipulerende tv-vært. Jakob Fauerbys tekst spidder vittigt en tid, hvor personers ulykke kun tjener som pauseindslag mellem reklamerne.

Både Eskesen og Breuning fremstår som uforfængelige maskeringskunstnere med udsøgt mimisk kunnen og klar tekstbehandling. Og så har de begge en forrygende musikalitet, der både kommer til udtryk i Peter Spies’ "Shitstorm" og i Peter Oliver Hansen og Mads Strandgaards "Bedstemor med slag i", der afslutter første akt.

I anden akt falder tekstniveauet en smule, men de to garvede revyveteraner formår alligevel at få succesen i hus – godt støttet af Mads Strandgaard ved tangenterne.
Savnede vi noget i årets Dragsholmsrevy? Det skulle da lige være at se Betty Glosted på scenen igen sammen med sine to kolleger fra de glade Sweet Charity-dage på Aarhus Teater. Det bliver måske til næste år?