★★★★☆☆
På Arbejdermuseet er et stykke af den velsmagende kiksekage ikke meget større end en småkage og kun få milimeter tykkere end de bingoknapper, som dagens heldige fylder deres plader med. Kaffen må man rykke for flere gange, og der er tilsyneladende ingen ansvarlig for serveringen. Jo, et arbejderliv må sandelig have været hårdt!
Stemningen blandt gæsterne til den årlige Opera Bingo ændrer sig dog i munter retning, så snart at Hilda Heick går i gang med at forklare reglerne. Det har hun efter fire år næsten ligeså godt styr på, som pointafgivningen ved grand prixet – og må suffleres af såvel festivaldirektøren som ægtemanden Keld. Sidstnævnte får som tak så mange drøje verbale hug undervejs, at et mandligt medlem af publikum beder hende stoppe mobningen af sin ægtemand. Keld får dog sin belønning i form af nærkontakt med den i denne sammenhæng debuterende sopran Sofie Elkjær Jensen, der nu kan kalde sig kongelige operasanger. En nydelig debut, fordi hun rummer både stemme og humør.
Det er dog fødselaren Palle Knudsen, der tager de fleste stik hjem denne eftermiddag, blandt andet fordi han ikke er bleg for at spille op til at publikum trods en betragtelig aldersforskel. Elegancen i udførelsen matches fornemt af en sprød barytonstemme, der hører blandt den kongelige operas største skatte.
Repertoiret består desværre kun af gamle travere af blandt andre Mozart og Puccini, og publikums valg (når de har en eller flere rækker) forekommer tilsvarende konservative, men vi lader os alligevel charmere. Ulrich Stærk brillerer atter som pianist, og hvem kan stå for Keld og Hilda, når de synger, "vi skal gå hånd i hånd" i et lille Heick-medley?
Operabingo er en institution, som operafestivalen forstår at værne om, og efterhånden også festivalens største tilløbsstykke. Så måske man burde overveje at forbedre forholdene for arbejdermuseets trofaste støttere – i al fald på kaffe- og kiksekageområdet?
