★★★★★☆
Fra filosofien ved vi, at livet skal leves forlæns, men forstås baglæns, og i Arnaud Desplechins betagende erindringsfilm DE GYLDNE ÅR ("Trois souvenirs de ma jeunesse") gør den uerfarne Paul Dédalus sine egne smertefulde erfaringer, som så mange unge før ham.
Vi oplever hans barndom med den neurotiske mor, som han aldrig elskede og den voldelige fader, som han aldrig kunne tilgive. Vi erfarer hvordan livskloge kvinder som den lesbiske grandtante og en aldrende antropolog får stor indflydelse på hans tilværelse, og hvordan mindet om den eneste ene aldrig fortoner sig – i lighed med smerten over tabet.
Den voksne Paul spilles med flakkende øjne og forpint ansigt af Mathieu Amalric ("Dykkerklokken og sommerfuglen"), der for 20 år siden vandt sin første César for Desplechins gennembrudsfilm "Comment je me suis disputé… (ma vie sexuelle)" og senere sin anden for Desplechins hovedværk "Roi et Reine" fra 2004.
Men DE GYLDNE ÅR er Arnaud Desplechins smukkeste film, der emmer af livsvisdom og varme. De unge elskende spilles med både sårbarhed og diskret sødme af Quentin Dolmaire og Lou Roy-Lecollinet, og frembringer samtidig minder om Francois Truffauts skildringer af ung kærlighed.
Alle filmens unge er iøvrigt glimrende, og DE GYLDNE ÅR fortaber sig aldrig i tom nostalgi, men handler helt grundlæggende om jagten på en identitet. Og derved fanger den noget evigtgyldigt midt i den træfsikre periodeskildring og bliver relevant – også for et yngre publikum.
Intet under at Det Franske Filmakademi overøste dette værk med 11 César-nomineringer og at Arnaud Desplechin efter 14 forgæves nomineringer endelig kunne hjemtage en César. Naturligvis for bedste instruktion.
