I SAW THE LIGHT

★★★★☆☆

Tom Hiddleston, der lokkede seerne tilbage til TV-skærmene i Susanne Bier-serien "Natportieren", viser en helt anden side af sit talent I SAW THE LIGHT som countrylegenden Hank Williams. Ikke nok med, at han både ligner og taler som Hank Williams, men han formår også at synge på en måde, der genkalder Williams’ oprigtige og umiddelbare stil.

Film som "On the Road Again", "Country Strong" og "Crazy Heart" har vist os, hvor velegnet countrymusikken er til film, fordi sangene oftest handler om virkelige mennesker og genkendelige følelser. Marc Abraham er da heller ikke den første instruktør, der bruger et countrystjernes liv som grundlag for et bevægende musikalsk drama, tænk bare på film som "Coalminer’s Daughter", "I Walk the Line" og "Den sidste drøm" ("Tender Mercies").

Også I SAW THE LIGHT afspejler noget helt fundamentalt i den amerikanske kultur inklusiv den dybe religiøsitet, der præger både miljøet og moralen. Set i det lys kan det måske undre, at en fyr som Hank Williams, der brændte sit lys i begge ender, opnåede så stor popularitet, men filmens soundtrack giver os svaret. For Hank Williams’ livsværk er forblevet forbløffende langtidsholdbart, og filmen yder både ham og musikken ære.

I tilgift får vi et par bemærkelsesværdige skuespillerpræstationer af Elizabeth Olsen som Hank Williams’ lidet talentfulde hustru Audrey og den formidable karakterskuespillerinde Cherry Jones som Williams’ meget ligefremme moder.

Så man kan med sindsro begive sig i biografen til denne film, også selvom man ikke aner hvem Hank Williams var. Men bliv ikke overrasket, hvis du efterfølgende får lyst til at finde flere af hans sange på nettet.