-
Forside

logo logo logo

 

 

 

NATTENS DÆMONER 2

★★★★★

Det virker forstemmende at se Vera Farmiga tilbage i endnu en b-film. Karrieren tog ellers en lovende drejning midt i det nye årtusinde med film som "Down to the Bone", "Breaking and Entering" og "Up in the Air", men i en alder af 42 kan en talentfuld kvinde åbenbart ikke forvente mere af Hollywood?

I James Wans tilsyneladende endeløse og helt igennem tarvelige gyser NATTENS DÆMONER 2 får hun selskab af andre fallerede semi-stjerner som Frances O'Connor (der åbenbart er henvist til alle de roller, som Sally Hawkins siger nej til) og Franka Potente (der altid fremstod mere energisk end dygtig).

Glatte Patrick Wilson - til lejligheden udstyret med uklædelige sorte bakkenbarter - gør hverken fra eller til, men man kan heller intet stille op med en så utroværdig historie, som den vi præsenteres for her. Så hjælper det ikke, at man i forbindelse med de afsluttende rulletekster viser en række fotos, der skulle dokumentere, at en enlig mor og hendes børn hjemsøges af dæmoner i 70ernes England.

Filmen forbliver et postulat, og jo mindre tid, at man bruger på denne form for åndløs nonsense jo bedre.