-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE ASSASSIN

★★★★★

Den taiwanske instruktør Hou Hsiao-Hsien regnes blandt verdens fineste filmskabere efter en række misantropiske mesterværker anført af guldløve-vinderen "A City of Sadness". Men i modsætning til Tsai Ming-Liang ("Vive Amour") og Ang Lee ("Eat Drink Man Woman"), så er Hou Hsiao-Hsien både født og opvokset i Taiwan, og bortset fra den blødende smukke "Flight of the Red Balloon" med Juliette Binoche, så har hans arbejdsliv også været koncentreret omkring Taiwan.

THE ASSASSIN bærer hele Taiwans historie med sig og filmens tematik afspejler den vedvarende konflikt mellem Taiwan og Kina. THE ASSASSIN indbragte Hou Hsiao-Hsien instruktørprisen i Cannes, og rent æstetisk skal man da heller ikke vente at se en mere gennemført film i år. Som altid tager Hou Hsiao-Hsien tid til at fortælle sin historie, men trods den fortællemæssige minimalisme, mangler hans film ikke fremdrift. At se en film af Hou Hsiao-Hsien er som at stille sig til rådighed for en hypnotisør og give sig hen til en trance. Du kommer på et visuelt uforglemmeligt krydstog tilbage i tiden, men også på en sjælelig rejse, der fylde dig længe efter.

Kampscenerne fremstår både flotte og stiliserede, og der er kælet for kostumer såvel som dekorationer. Visuelt er THE ASSASSIN i en klasse for sig, ikke mindst de betagende naturscenerier i det blodrøde aftenlys.
Så kan man tilsidesætte vanetænkning fra Hollywood, og i stedet giver sig hen til dette billedorgie, så venter der en unik filmoplevelse i biografmørket.