DEN UNGE ZLATAN

★★★☆☆☆

De svenske brødre Frederik og Magnus Gertten har skabt en interessant men ikke uproblematisk dokumentarfilm om den kontrovercielle fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic.

Filmens største kvalitet ligger i det imponerende tidlige materiale fra før Zlatan blev en notorisk fodboldlegende. Ikke mindst diverse interviews og private optagelser, der afspejler den enorme udvikling han har måtte gennemgå som fodboldspiller og menneske.

DEN UNGE ZLATAN er historien om drengen, der på godt og ondt bliver voksen, og den forsøger ikke at skjule, at vejen har været lang og vanskelig for Zlatan. Gertten-duoen synes også fast besluttet på at gøre fortællingen om Zlatan til en positiv opbyggelig indvandre-historie og det kan man kun have sympati for.

Men man ville i den grad have ønsket, at vi i højere grad blev konfronteret med de uhyrligheder, som Zlatan Ibrahimovic er kommet med også uden for banen, og som bestemt ikke har gavnet hans ry og rygte. I filmen bagateliseres de under påskud af, at han har været under så meget pres, men det havde gavnet filmen rent dramatisk, hvis det havde været sværere at holde af denne provokerende dreng. Den kan meget vel hænge sammen med, at Zlatan selv har været så meget ind over projektet, men den kan også skyldes instruktørernes forblændelse af en fodboldstjerne.

Det virker dog i sidste ende forfriskende at komme bagom det generelle mediebillede og få en anden vinkel på Zlatan den ældre via Zlatan den yngre. Men mere kant havde klædt projektet.