-
Forside

logo logo logo

 

 

 

KERTEMINDEREVYEN 2016

★★★★

Årets Kerteminderevy må afgjort regnes blandt de bedre, fordi den er mere skør end så mange andre mere forudsigelige revyer. Allerede efter det lidt fesne åbningsnummer slås galskaben an i en ukranisk protestsang, der ikke vandt Eurovision. Budskabet er dog ligeså Putin-kritisk som årets vinder og præsentationen unægteligt sjovere, når den udføres af Farshad Kholghi og Kim Hammelsvang.

Kholghi lyser også op i sit glansnummer som Louise Ping Pong, men teksten forekommer ikke helt så skarp som tidligere trods den storladne fremstilling. Også Hammelsvang kæmper med svagt materiale, og da han endelig får en Charles Aznavour-ballade at fortolke, virker den underligt pointeløs i denne sammenhæng.

Forestillingens sympatiske direktør Mads Nørby dukker også op i flere sammenhænge bl.a. som leder af den herlige fællessang, men hyppigst som oplægsgiver til andre. Vi ved heldigvis fra Odense Teater, hvor dygtig en skuespiller, han faktisk er, når han giver sig selv lov.

Marie Mondrup har på kort tid overtaget diverse roller fra en tilskadekommen Sofie Pallesen, og gør det på den givne baggrund god fyldest - især som hvas lokalbetjent.

Det er og bliver dog Trine Gadeberg, der tager de fleste stik hjem. Kær er hun som Ole Lukøje og så synger hun bedre end hovedparten af landets revykunstnere bl.a. i et minde-potpouri, hvor hun formår at synge den krævende "I Will Always Love You", som salig Whitney Huston selv ville have været misundelig.

Men det er i lige så høj grad som komiker, at Trine Gadeberg duperer os, hva denten hun agerer det mest højråbende medlem af Klatteminde byråd, norsk træner i boldspil eller olding med begrænset computerkendskab. Allermorsomst er hun dog som jodlende tissetrængende brud, et nummer så overrumplende grotesk, at det alene gør hele rejsen værd.

Vi går til pause med et festligt Donald Trump-nummer, der måske i virkeligheden burde have været finalesangen og som rummer mere end een overraskelse undervejs. Og det er netop evnen til at overraske, der gør KERTEMINDEREVYEN 2016 til noget ganske særligt.