AL MEDINA

★★★☆☆☆

Nej, AL MEDINA er i den grad ikke en portrætfilm om den danske sangerinde Medina, men derimod et skrækindjagende danskproduceret drama, der – igen – synes at have til hensigt at skildre, hvor kriminelle muslimske mænd kan være!

Hovedpersonen Yusif er draget til mellemøsten med sin blonde kone Sarah, der er gravid. Da Yusif inddrages i en gadedrengs død, får det katastrofale konsekvenser for den lille familie og begge ryger i fængsel. Her mister Sarah naturligvis barnet, mens Yusif bliver bollet i numsen af de andre indsatte, for alle klicheerne skal naturligvis med.

Yusif formår at komme fri, men undlader længe at kontakte den danske ambassade og efterlader ikke nummeret til sin midlertidige adresse, da han forsøger at ringe til Sarah. Derimod bliver han lynhurtigt hyret som medhjælper i et ualmindeligt væmmeligt projekt, der går ud på at sælge lemmer fra kidnappede børn.

Omar Shargawi har en vis intensitet i hovedrollen, omend ikke for mange udtryk, men han har også haft rigeligt at se til som instruktør, manuskriptforfatter og klipper. Sara Hjort Ditlevsen virker lige lovlig Barbi-agtig som hans kone, og ingen af de øvrige medvirkende træder for alvor i karakter.

AL MEDINA er en ækel film, der meget vel kan være styret af smukke intentioner, men næppe opnår mere end at bidrage til fremmedhadet i Danmark. Det er der desværre også folk, der kan have økonomisk interesse i – og ikke nødvendigvis folk med muslimsk baggrund.