-
Forside

logo logo logo

 

 

 

EYE IN THE SKY

★★★★

Helen Mirren låner klasse til samtlige film hun medvirker i, og det gælder også Gavin Hoods seriøst spændende EYE IN THE SKY, hvori den 70-årige Mirren ingen problemer har med at illudere en målrettet oberst, der står overfor en vanskelig beslutning.

Hun leder en større militær operation, og har lokaliseret tre af de farligste terrorister i verden. Men det valg, som hun og hendes folk og diverse politiske og juridiske ledere står overfor er, hvornår man kan risikere at dræbe uskyldige for at formindske antallet af dødsofre på længere sigt.

Guy Hibberts manuskript er bygget forbilledligt op omkring denne præmis, og vi sidder på kanten af vores sæder samtidig med at vi får en indsigt i de ofte komplekse beslutningsprocesser, der truer med at lamme enhver form for handling. Hibbert stiller alle de ubehagelige spørgsmål og vi forstår samtlige synspunkter undervejs.

Udover endnu en træfsikker præstation af Mirren glæder vi os over et sidste gensyn med nyligt afdøde Alan Rickmann som manden, der skal forsøge at få de stridende partner til at enes. Rickmann spiller ham med diskret værdighed og den velkendte humor bliver heldigvis også luftet i et par vidunderlige scener, hvor han skal nå at skaffe den helt rigtige dukke til sin datter lige inden det afgørende møde. Samlet set en smuk exit for denne skattede karakterskuespiller (Ang Lees "Fornuft og følelse").

Også Barkhad Abdi, Oscar-kandidaten fra Tom Hanks-dramaet "Captain Phillips, leverer en troværdig indsats, mens filmens unge står en del svagere.

EYE IN THE SKY er dog en ganske medrivende skildring af en vanskelig og desværre uhyre aktuel problematik, og dermed meget mere end en gennemsnitlig spændingsfilm.