-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MARGUERITE

★★★★★

Xavier Giannoli har instrueret en uhyre charmerende filmfortælling om en rig tonedøv sangerinde. Historien synes at have en del til fælles med beretningen om fænomenet Florence Foster Jenkins, hvis liv og karriere ejendommeligt nok også danner grundlaget for en ny film - tilmed med Meryl Streep i hovedrollen.

Catherine Frot (der fik sit store César-belønnede gennembrud i en birolle i Cedric Klapisches mesterlige kammerspil "Un Air de Familie") behøver dog ikke stå i skyggen af nogen og er aldeles fortræffelig som den vanvittige men også ret vidunderlige MARGUERITE. En lidenskabelig kvinde, der elsker sin kunst, men også et ensomt forsømt menneske, der har behov for at blive set.
Efter seks forgæves nomineringer for hovedroller i film som "Chaos", "Nodevenderen" og "Bon appétit, hr. præsident" modtog Catherine Frot endelig Det Franske Akademis største hæder for den altoverskyggende indsats i MARGUERITE.

Filmen er en stor flot og forførende fornøjelse trods forlænget spilletid, og de udsøgte kostumer parret med en række mageløse dekorationer samt et udsøgt lydarbejde bidrager til en fortryllende filmoplevelse. Og for den raffinerede komedienne Catherine Frot bliver MARGUERITE tilmed karrierens foreløbige kulmination.