-
Forside

logo logo logo

 

 

 

KVINDEN VED 1000 GRADER

★★★★★


Som en statuarisk silhuet sidder hun der i det oplyste vindue og beretter lavmælt om sit fabelagtige liv. Birgitte Mellentins nøgne scenerum er henlagt i mørke og kun enkelte lysstriber lader os ane den tidløse fortællerske, når hun skifter positioner.

Med en næsten hypnotisk kraft inddrager Solbjørg Højfeldt os i denne bitre kvindes skæbne, som vi genkender fra islandske Hallgrimur Helgasons med rette prisbelønnede roman KVINDEN VED 1000 GRADER. Humoren forekommer ligeså kulsort som rummet, og foragten for mænd strømmer som en rød tråd gennem historien. Men det giver sådan set god mening, for ikke blot denne kvinde men generationer af kvinder før hende har været udsat for lidelser, som mænd har påført dem.

KVINDEN VED 1000 GRADER er blevet en magisk tidsrejse, og vi bevæger os fra nazismens rædsler i en polsk skov og frem til valget af verdens første kvindelige præsident på Island. Og først til sidst, da kvinden igen befinder sig i den oplyste firkant bagerst på scenen, går det op for en, at dette lys måske i virkeligheden stammer fra de 1000 grader, der snart vil reducere kvinden til en håndfuld aske.

KVINDEN VED 1000 GRADER fremstår som en krævende forestilling, der stiller store krav til publikums koncentration med som belønner den rigeligt med åbenbaringen af fascinerende livsrejse, der gør os lidt klogere på kvinders livsvilkår.

Formen er vel mere litterær end egentlig dramatisk, men med Therese Willstedt som personinstruktør formår Solbjørg Højfeldt at holde os fanget i et jerngreb i samtlige 70 minutter. Der brænder en ild i denne kvinde, og den synes sagtens at kunne nå op over de 1000 grader.