-
Forside

logo logo logo

 

 

 

FORÅRET

★★★★★★


Et enkelt maleri kan præge een for altid. Tænk bare på Oscar Wildes "The Picture of Dorian Gray" eller for den sags skyld noir-filmene "Laura" og "Kvinden i vinduet".
For instruktøren Katrine Wiedemann har Harald Slott-Møllers symbolladede naturalisme i værket "Foråret" været en personlig inspirationskilde til forestillingen af samme navn.

Scenografen Maja Ravn får med enkle midler og fysisk assistance fra skuespiller Joen Højerslev skabt et forbløffende vellignende scenebillede af maleriet - komplet med træer og sorte fugle omkring en lille landlig pige med blomsterkrans i håret.

Katrine Wiedemanns egen datter illuderer smukt som pigen og også andre fra Wiedemanns familien bidrager til at give forestillingen et personlig præg.

Wiedemann foregiver på ingen måde at fortælle historien om eller i maleriet, men har sammen med de medvirkende improviseret sig frem til små fortællinger med relation til billedet. Laura Bro ligger krop til en museumsgæst, der oplever billedet for første gang og sammen med den forrygende morsomme Joen Højerslev udgør hun et brunstigt fuglepar.

Mest fortryllende virker de ordløse scener med filmens unge - ikke mindst scenen. hvor den unge landlige piger går op for en ung maler, der blidt kærtegner hende med penslen. Her indfanger Wiedemann den ungdommens renhed, som end ikke Det Kongelige Teaters mesterlige "Romeo og Julie" nåede i nærheden af.

Men Wiedemann kan ikke dy sig for pludselig at hive Rigshospitalets direktør ind på scenen. En vovet disposition, der desværre ikke fungerer. For som vi måtte sande tidligere på sæsonen i Lotte Andersens Madame Curie-forestilling "Radium", hvor vi midtvejs blev belært af en kvantefysiker, så kan kunstnere og videnskabsfolk godt hente inspiration hos hinanden, men behøver dog ikke nødvendigvis gå hånd i hånd.

Efter dette lille showstoppende intermezzo må Laura Bro virkelig arbejde for at engagere os i en alenlang oplæsning om det almindelige i at miste. Først til allersidst løfter forestillingen sig igen, og Wiedemann vover en håbefuld afslutning af historien om den lille pige med de melankolske øjne - uden mørke fugle.

Men vi husker samtidig Riget-direktørens ord om, at man på den tid, hvor billedet blev malet, bar døden ud og livet ind i husene. Så selvom Wiedemann lader os forlader den lille Republiques scene i opløfte tilstand, så ved både hun og vi, at de sorte fugle til stadighed vil være at finde i "Foråret" af Harald Slott-Møller.