-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE HUNTSMAN: WINTER'S WAR

★★★


"Snow White and the Huntsman" var en flot produceret eventyrfilm, der desværre led under en mopset hovedrolleindehaverske, den generelt noget overvurderede Kristen Stewart.

Det problem har man ganske elegant løst ved helt at udelade Snehvide denne gang. Vi får derimod forhistorien samt beretningen om hvad der videre skete.

Filmen tager sit udgangspunkt i rivaliseringen mellem den onde dronning og hendes isdronning af en søster - i et plot, der bringer mindelser om tegnefilmen "Frosset".

Det er snart længe siden, at Charlize Theron har ydet noget bemærkelsesværdigt, og hun fungerer da også mest af alt som blikfang her. Emily Blunt vinder også ved at komme i Colleen Atwoods lækre kostumer, og vor tids Errol Flynn, Chris Hemsworth, kan stadig overgå de fleste visuelle effekter i rollen som jægeren. Jessica Chastain synes derimod at have rigeligt at se til, men kæmper bravt med en - vistnok - irsk accent.

Cedric Nicolas-Troyan slipper nogenlunde helskindet fra sin instruktørdebut, og resultatet bliver en tålelig to'er til en på alle måder kulørt fortælling.